Din indkøbskurv
kr. 0,00
Din indkøbskurv
Finér

Finér

Finér er et tyndt lag træ, som oftest sættes uden på en kerne af MDF-plader, krydsfinér eller spånplade. MDF står for Medium Density Fiberboard, og pladen består af meget fine, hårdtpressede træfibre, hvilket gør den hård og stabil. Krydsfinér består af træfinér, der er limet sammen i mange lag. En spånplade derimod består af træspåner, der blandes sammen med lim og presses sammen under høj temperatur og højt tryk. I den inderste del af spånplanden er de groveste spåner, mens det yderste lag består af finere spåner og savsmuld, som giver spånpladen en mere jævn overflade.

Finér er et unikt materiale, der ligesom træ er i en stadig forandringsproces, der bevirker, at farver og strukturer ændrer sig gennem hele møblets levetid. Finér giver samme naturlige udseende som træ - men ofte til en lavere pris.

Til daglig rengøring anbefales en let fugtig klud - tør gerne af med en tør klud. Vand bør kun anvendes i begrænsede mængder. Finér er meget følsomt overfor fugt, og derfor anbefales det at tørre spildte væsker op med det samme. Brug aldrig sulfo eller salmiakholdige rengøringsmidler.

 

Laminat

Laminat

Laminat er et meget slidstærkt materiale, der er fremstillet af limbehandlet papir, der under høj varme presses sammen til en hård plade. Laminatets overflade bestemmes af papirets farve, mønster og struktur, hvilket giver uanede muligheder for designs. Laminat er et meget praktisk materiale, der tåler at blive brugt i hverdagen, da det eksempelvis kan modstå ridser og kemikalier. Samtidig er den glatte, hårde overflade nem at holde ren.

Til daglig rengøring anbefales varmt vand og en opvredet klud. En mere grundig rengøring kan ske med sulfo. Tør efter med en ren, fugtig klud, da sulfo med tiden kan give en fedtet overflade og undgå brug af skurepulver og nylonsvampe, da disse vil mattere eller ridse overfladen.

 

 

 

Linoleum

Linoleum

Linoleum er et fantastisk slidstærkt naturprodukt, der er fremstillet af råmaterialer fra træer og planter, bl.a. linolie, harpiks, kalk og stenmel. Linoleum er biologisk nedbrydeligt og skader ikke miljøet. linoleum anvendes eks. som belægning på borde og gulve og er et meget holdbart materiale, der er nemt at holde rent. Til gengæld tåler det ikke alt for meget varme og vand.

Til daglig rengøring anbefales en let fugtig klud, men tør gerne efter med en tør klud. Vand bør kun anvendes i begrænsede mængder, da linoleum er meget følsom overfor fugt, og det anbefales derfor, at spildte væsker tørres op med det samme. Brug aldrig sulfo eller salmiakholdige regøringsmidler.

 

 

 

 

 

Melamin

Melamin

Melamin er en organisk forbindelse, der virker som en base og indgår i fremstilling af hård plastik, som benyttes i møbelindustrien til eksempelvis bordplader og kan fås i alle tænkelige farver. En melaminpladeplade består som regel af en kerne af spånplade, som er pålimet melaminfolie på alle flader og kanter. Melamin kræver ingen vedligeholdelse og er let at rengøre. Melamin er velegnet til hylder og bordplader, som ikke udsættes for store belastninger og slid.

 

 

 

 

 

 

 

Fame

Stoftyper

Kontorkoncepts polstrede møbler fås i et stort udvalg af stoftyper, mønstre og farver, som varierer alt efter producenternes stofsortimenter. Valgmulighederne er utallige, og vi har derfor valgt et udpluk af stoftyper og farver, som er kendetegnet ved at være de mest populære samt i en god kvalitet. I forhold til stoffets kvalitet arbejder man primært med to kvalitetsparametre, nemlig stoffets slidstyrke (martindale) og lysægthed.

Martinedale:

Slidstyrken afhænger af stoffets struktur, tykkelse og garnkvaliteten, det vil sige, at jo tykkere og hårdere stoffet er hævet, desto stærkere er stoffet. Martindale er betegnelsen for den enhed, hvormed man beskriver slidstyrken på et møbelstof. Til private hjem anbefales et minimum på 15.000 - 25.000 martindale for at kunne klare normalt slid af og brug af stolen. Til sammenligning anbefales en martindale på over 50.000, når møblet skal bruges i offentlige miljøer, såsom i toge, busser eller i uddannelsesmiljøer.

Stoffets martindale findes ved hjælp af en maskine, som belaster stoffet på samme måde, som når man sidder i møblet. Maskinen bliver ved med at belaste stoffet, indtil der går en tråd i stoffet, og det antal gange, som maskinene har kørt frem og tilbage på stoffet udgør dermed stoffets martindale.

Lysægthed:

Betegnelsen lysægthed bruges til at beskrive stoffets evne til at kunne modstå sollys og beholde sin oprindelige farve, når stoffet udsættes for solens stråler. Lysægthed arbejder med en skala, som går fra 1-8, hvor 8 er det bedste. Eksempelvis har bomuld en lav lysægthed, hvorimod uld har en høj lysægthed, et stof med en karakter på 3-4 i lysægthed er middel.

Jo mere farvestof, der er påført fibrene, desto lettere opnås god lysægthed. Ved farvning af en dyb eller mørk farvenuance afsættes der mere farvestof på fibrene end ved farvning af en lys farvenuance. Mørke farver står sig altså som hovedregel bedst. Der vil naturligvis være undtagelser og eksempler på lyse farver med ganske god lysægthed. Farven vil altid falme mere eller mindre med tiden – afhængig af lysægtheden og mængden af lys.

Rengøring af stoffer:

Der findes ingen generelle regler for, hvordan du renser og fjerner pletter på stofmøbler, da det afhænger af, hvilken stoftype du har med at gøre. Nogle stoftyper kan vaskes i maskinen, og andre må man kun aftørre med en fugtig klud. Derfor har vi samlet rengøringsinformationen under hvert enkelt stof, som du finder, når du "sammensætter dit møbel". Ved hvert stofbillede kan du se rengøringsvejledning ved at klikke på forstørrelsesglasset. De fleste pletter kan dog fjernes med en fugtig klud opvredet i mild sæbevand, men gnub aldrig hårdt på stof og mikrofiber i våd tilstand, da dette kan skade luven.

Se evt. nærmere på stofproducenternes hjemmeside, som er: www.gabriel.dk, www.camirafabrics.com og www.kvadrat.dk. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os.

Skulle du være interesserede i andre stoftyper, mønstre eller farver, end dem du kan se er tilgængelige under "sammensæt dit møbel", er du altid velkommen til at kontakte os med din forespørgsel, og vi vil hurtigt undersøge, hvorvidt det er muligt at få det ønskede stof, samt give dig en pris på produktet.

Nedenfor kan du se, hvilke stoftyper vi har valgt primært at arbejde med i forhold til struktur, rengøring og slidstyrke (martindale).

Oxford KL076

Oxford

Oxford er udviklet særligt til RBM, og kan derfor ikke længere findes inde på stofproducentens hjemmeside, men svarer i princippet til stoftypen Kendal. Oxford består af 100% polyefin og har en slidstyrke på 40.000 martindale. Stoffet kan aftørres med en fugtig klud.

 

Xtreme Plus YS168

Xtreme Plus

Xtreme Plus består af 100% polyolefin og har gode stræk egenskaber. Xtreme Plus er slidstærkt, da stoffet har en slidstyrke på 100.000 martindale. Stoffet er udviklet af stofproducenten Camira, og der gives 10 års garanti på Xtreme Plus ved normalt brug. Stoffet kan vaskes ved 60°, men det anbefales dog først at forsøge at tørre stoffet af med en fugtig klud. Xtreme Plus fås i 60 forskellige farver, som fås i spektret fra naturlige til stærke farver, se de mange valgmuligheder her.

Main Line Plus IF280

Main Line Plus

Main Line Plus består af 67% uld og 33% viskose. Stoffet har en slidstyrke på 75.000 martindale og kan rengøres med en fugtig klud. Main Line Plus er i dag et af de mest populære stoffer fra Camira, da det prismæssigt ligger i en lav prisgruppe, samtidig med at stoffet har en høj slidstyrke. Main Line Plus fås i 60 forskellige farver, se de mange farver her.

Europost 65016

Europost

Europost er et møbelstof, som er kendetegnet ved at have en neutral overflade, der får liv via de stærke og klare farver, Europost fås i. Stoffet er en filtvare, der med sin ensartede flade har en hård og præcis signalværdi, særligt når den anvendes sammen med materialer, som eksempelvis beton, i moderne indretninger.

Europost består af 100% ren ny uld og har en slidstyrke på 50.000 martindale. Stoffet er fra Gabriel og er mærket med EU-Blomsten, samt Øko-Tex 100 certificeret. Europost fås i 60 farver, har en lysægthed på 5, og der gives 10 års garanti på stoffet.

Fame nr. 68035

Fame

Fame er kendetegnet ved 3 egenskaber, som til sammen har gjort Fame til et meget populært stykke stof. Først og fremmest har Fame en meget høj slidstyrke på 200.000 martindale, som gør det velegnet til hårdt offentligt brug. Ikke desto mindre er Fame silkeblødt takket være den eksklusive kamgarnsuld. Fame består af 95% uld og 5% polyamid og har derudover en uovertruffen strækbarhed. Eksempelvis er strækket i Fame på hele 9,5% i begge retninger, hvilket gør det nemmere at opnå den perfekte polstring, selv på møbler med runde og organiske former.

Fame er fra stofproducenten Gabriel og fås i 60 forskellige farver fra dæmpede naturfarver til klare signalfarver. Fame er mærket med EU-blomsten og Øko-Tex 100 certificeret, og der gives 10 års garanti på stoffet ved normalt brug. Til rengøring opløses et ph-neutralt rengøringsmiddel i lunken vand efter anvisning, og stoffet kan derefter tørres af med en opvredet klud.

Comfort+ nr. 62003

Comfort+

Comfort+ er et ruskindslignende møbelstof og en videreudvikling af Comfort, som på sigt udgår, og derfor vil vi fremover bruge Comfort+, da det er en ny og forbedret udgave af Comfort. Comfort+ tilhører en lidt dyrere prisklasse end de ovennævnte stoftyper og er kendetegnet ved at være slidstærkt, smudsafvisende og fleksibelt, da det kan bruges i stort set alle sammenhænge. Comfort+ er markedets suverænt bedste mikrofiber, som ikke piller og beholder både farve og udseende år efter år.

Det populære stof består af 88% polyester og 12% polyurethan. Comfort+ indeholder endvidere flammehæmmende fibre samt anti-statiske fibre, hvormed man opnår forebyggelse af stød og gnister fra statisk elektricitet, som opstår i omgivelser med lav fugtighed og mange syntetiske produkter, eksempelvis computere og gulvtæpper.

Comfort+ er gennemtestet og er meget slidstærkt med en martindale på 150.000. Stoffet har en blød og eksklusiv overflade, og der gives 10 års garanti på stoffet mod pilling og gennemslid ved normal brug. Comfort+ fås i 101 farver og er modstandsdygtig overfor snavs og pletter, hvilket gør stoffet ekstra nemt at vedligeholde. Comfort+ kan maskinvaskes ved 60°, så det opfylder kravene til pleje- og hospitalssektoren. Sidst men ikke mindst er Comfort+ miljøvenligt og Øko-Tex 100 certificeret.